BØGERNE - DANSKOPGAVE - DET GODE; DET ONDE OG KÆRLIGHEDEN

I Harry Potter -serien findes der ikke en entydig opdeling i gode og onde personer, som Sirius Black meget rammende bemærker i Harry Potter og Fønixordenen :

”…verden er ikke udelukkende delt op i Dødsgardister og gode mennesker” (s. 329-330)

Det han hentyder til er at folk sagtens kan være onde uden at være tilhængere af Voldemort og at der også findes gråzoner mellem godt og ondt.

For at danne sig et hurtigt overblik over godt og ondt i serien, kan det være praktisk at relatere det til de to Hogwartskollegier, Gryffindor og Slytherin, som lige fra starten har været modstandere.

Gryffindor er for 'de modige og handlekraftige' og de fleste store hvide troldmænd har gået på her. Selvfølgelig er det også her Harry hører til.

Slytherin accepterer kun troldmænd af 'rent blod', altså ikke Mugglerfødte, og alle onde troldmænd stammer groft sagt fra dette kollegium.

I de første Harry Potter-bøger kan man sige at al den modstand Harry møder, kommer fra Slytherin-kollegiet i skikkelse af Lord Voldemort, Professor Snape og Draco Malfoy.

Voldemort er her kun en skygge af sig selv og han har faktisk kun indflydelse gennem fortiden.

Professor Snape hader Harry lige fra begyndelsen, i første omgang tilsyneladende ganske uden grund. Han er overhoved for Slytherin-kollegiet og samtidig en af Harrys lærere hvilket betyder at han har rige muligheder for at forpeste Harrys liv. Han er tidligere Dødsgardist og Harry og hans venner mistænker ham på grund af hans skumle karakter for endnu at stå i ledtog med Mørkets Herre, en mistanke som dog gang på gang afkræftes.

Det tredje store irritationsmoment i Harrys liv er Draco Malfoy, en Slytherin-elev som egentlig ikke har andet mål i livet end at genere Harry og hans venner, mens han håber på at Voldemort vender tilbage. Den Draco Malfoy som vi præsenteres for i den første bog, er præcis den samme som vi forlader i femte bog uden at han har ændret sig det mindste.

I tredje bog ændrer billedet sig en smule, da vi præsenteres for den mand som forrådte Harrys forældre og dermed tillod Voldemort at dræbe dem. Han er ikke nogen magtfuld mand som man måske kunne forvente, men et ynkeligt, flæbende skravl der har tilbragt ti år i skikkelse af en rotte for at slippe for konsekvenserne af det han har gjort. Han undslipper dog hævnen, finder Voldemort og hjælper ham med at genvinde sin krop og derved komme tilbage til sin oprindelige styrke.

Mod alt dette onde står Harry nogen gange alene, men oftest støttet af sine venner og opbakket af Dumbledore. Resten af verden er som regel uvidende om den stadige kamp der foregår, eller også informeres offentligheden først når det hele er overstået.

Billedet nuanceres yderligere i femte bog da Voldemort er tilbage. Den brede offentlighed samt selve Ministeriet for Magi nægter at tro på de gentagne advarsler og giver derved de onde kræfter frit spil.

Kun få timer efter Voldemorts genkomst, lader Dumbledore dog også Fønixordenen genopstå, en organisation der har til formål at bekæmpe Voldemort og er et modstykke til hans Dødsgardister.

Mens Dødsgardisterne kan ses som en samlet enhed – de handler som regel enten ud fra ønsket om en bid af kagen eller ud fra en oprigtig tro på Voldemort – er Fønixordenen temmelig splittet; det eneste der knytter dem sammen er en stærk modvilje mod Voldemort og et tillidsbånd til Dumbledore. Medlemmerne kommer fra alle samfundslag, har meget forskellige baggrunde, der er stor spredning i alder og samlet set hersker der en stor (og ganske nødvendig) grad af tolerance og accept af hinanden trods forskelligheder – en ting som ganske mangler blandt Voldemorts tilhængere.

I denne bog får vi også den længe ventede forklaring på Snapes inderlige had til Harry. Det viser sig nemlig at Harrys egen far og hans venner brugte det meste af deres skoletid på at genere og ydmyge Snape. Harry ligner sin far så meget at Snape automatisk overfører alt sit had til Harry.

På trods af sine bitre følelser over for Harry og dennes fars venner er han dog også medlem af Fønixordenen, hvor de folk han hader har deres faste gang, netop fordi han opfylder de to forudsætninger som binder medlemmerne sammen.

I forbindelse med forklaringen på Snapes ondskabsfuldhed får Harrys egen afstamning også nogle gevaldige ridser i lakken, så billedet ikke længere er helt så rosenrødt.

Samtidig med Voldemorts og Fønixordenens genfødsel dukker en person op som ikke har nogen relation til nogen af delene: Dolora Nidkjær. Hun handler tilsyneladende ikke ud fra noget bestemt formål, men prøver dog ikke mindre at hjernevaske eleverne på Hogwarts. Af selve Ministeren for Magi får hun tilladelse til at underlægge sig skolen, og under hendes regime er der ikke plads til andre meninger end hendes.

Fordi hun handler så åbenlyst og hele tiden får udvidet loven så hun kan handle som hun vil, er hun næsten umulig at stoppe. Dog har hun ingen tilknytning til Voldemort, men handler ud fra sin egen overbevisning om hvad der er bedst. Dette gør hende efter min mening til en af de mest skræmmende personer i hele historien.

Det centrale i serien er Harrys kamp mod Voldemort. I starten ser de ud til at være hinandens totale modsætninger, men efterhånden dukker der en del ligheder op mellem dem. En ting ser dog ud til at adskille dem og definere den forskel der er mellem dem: Kærligheden.

Harrys mor ofrede sig selv for at redde Harry og dette ultimative bevis på kærlighed har efterladt en kraft i Harry som Voldemort ikke kan forstå og derfor ikke besejre. Dette er grunden til at Voldemorts forbandelse slog tilbage mod ham selv i stedet for at dræbe den spæde Harry, og fordi Harry overlevede det voldsomme angreb har han også fået del i Voldemorts kræfter, to ting som gør ham i stand til at tage kampen op mod ondskaben.

Harry får i slutningen af femte bog kendskab til en spådom om ham og Lord Voldemort, som er fremsagt kort for Harrys fødsel:

…og Mørkets Herre vil mærke ham som sin ligemand, men han vil besidde kræfter, som Mørkets Herre ikke kender… og den ene må dø for den andens hånd, for ingen af dem kan leve, hvis den anden overlever…den, som har magten til at overvinde Mørkets Herre, vil blive født, når den syvende måned dør hen…

Det er Dumbledore som videregiver spådommen, og han indrømmer at mange frygtelige ting kunne være undgået hvis Harry blot havde fået sandheden at vide noget før og på den måde havde været forberedt på det som ventede. I denne forbindelse beskrives kærlighed også som en svaghed, da det netop er kærlighed til Harry som har afholdt Dumbledore fra at forberede ham.

Kærligheden har gjort Dumbledore irrationel fordi han som han siger til Harry ”… satte din sindsligevægt over min plan, dit liv over de manges liv, som måske ville gå tabt, hvis planen mislykkedes. Med andre ord: jeg handlede i nøjagtig overensstemmelse med, hvad Voldemort forventer af alle os tåber, som har kærligheden i vore hjerter.” (HP 5 s. 891)

Rowling fortæller os altså at kærligheden er en altoverskyggende magt. Den kan gøre os svage, men den er også vores mest magtfulde våben mod alt det onde i verden.

I det hele taget knytter Rowling værdier så som kærlighed, venskab, tolerance og hjælpsomhed til de gode i serien, mens deres modstandere som regel har racistiske undertoner og hverken giver meget for deres fjenders eller allieredes liv.

Som med alt andet i serien er forholdet mellem godt og ondt noget der hele tiden udbygges, nuanceret og gøres mere komplekst. For de personer som er en del af bogen, betyder det at verdenen bliver en del sværere at leve i, fordi det ikke længere er helt let at skelne mellem godt og ondt og der samtidig ser ud til at være kommet en del mere af det onde.

For os som læsere gør de mere komplekse forhold at bogen er langt sværere at overskue i store træk og at vi bliver tvunget til at tænke mere over tingene, fordi alt ikke længere er givet ved en letforståelig definition. Det beskrevne univers bliver langt mere spændende, men også mere uhyggeligt. Bøgerne bliver gradvis mindre velegnede til højtlæsning, men vil sikkert udfordre og fascinere unge og voksne langt mere.