BØGERNE - HP vs ALANNA

 

Denne side skyldes en pludselig åbenbaring (Malfoy/Malven), som gav mig ideen til en sammeligning ligesom mellem Ringenes Herre og Harry Potter.

Til dem der ikke ved hvad der menes med "Alanna," kan jeg fortælle at det er en reference til Tamora Pierces første serie i Tortall-universet, "Løvindens Sang," hvor hovedpersonens navn er Alanna. Hvis du ikke har læst serien, synes jeg du skal skynde dig og gøre det og så vende tilbage hertil bagefter, for det er en fantastisk serie, og jeg vil nødig ødelægge noget for dig her.

"Løvindens Sang" er udgivet fra 1983-1988, så det er muligt at Rowling har fundet inspiration i serien.

 

Alanna og Harry Potter

Der hvor de ligner hinanden mest, er nok at de begge er helten i en fantasy-serie! Og sådan nogle ligner jo altid hinanden til forveksling... Ingen af dem er super dygtige i skolen, men må til knokle for at følge med. Til gengæld har de begge et usædvanligt mod og lader sig ikke kue. Derfor bliver de også tit rigtigt dygtige til de ting de virkelig arbejder for at lære. Derudover har de begge magiske evner som de arbejder med at få under kontrol og en næsten magisk (!) evne til at sanse at historiens onde troldmand er ude på noget - selv når ingen andre har den fjerneste mistanke - og det er derfor dem der kommer til at stå som værnet mod det onde. Mens Harry Potter kan snakke med slanger, så kan Alanna tale med sin kat.

 

Mylas af Olau og Remus Lupin

Er begge lærere for hovedpersonen men indtager efterhånden en hjælper- og vejlederfunktion for den unge Alanna/Harry. Om aftenen i Mylas'/Remus' private gemakker lærer hovedpersonerne de ting, som de ikke lærer i timerne. Begge personer er endda beskrevet som ret lurvet udseende personer, om det så er af nok så forskellige grunde.

 

Gergi Gatto og Sirius Black

Den eftersøgte, hemmelige ven og hjælper, som hovedpersonen og dennes venner derfor mødes med i hemmelighed. Det er Gergi/Sirius man går til med den slags problemer som ingen andre kan svare på eller hjælpe med. På et tidspunkt indtager de begge en mere "hæderlig" og åbenlys position idet de indlemmes i kongens/Dumbledores "hær" på lige fod med andre. (I denne sammenligning vælger jeg at se bort fra at Gergi bliver gift med Alanna, jeg antyder ikke et seksuelt forhold mellem Sirius og Harry!)

 

Draco Malfoy og Ralon af Malven

Skolefjenden som i starten kun gør sit bedste for at gøre livet sur for hovedpersonen og alle andre, men som senere forlader skolen fordi deres onde intentioner afsløres. De vender begge tilbage som støtter for en stor ond troldmand (se nedenfor). Og så er der selvfølgelig navnene - jeg synes næsten det er for smukt!

 

Hertug Rogir og Lord Voldemort

Begge magtfulde troldmænd som desværre ikke kæmper på Det Godes side. Ligesom Voldemort slås tilbage af den spæde Harry, slås Rogir tilsyneladende ihjel af Alanna. Selvom alle tror dem døde, er dette dog ikke tilfældet, da de begge ved magiens hjælp har trodset grænserne for det almindelige dødelige liv og død. Når alle mindst venter det, vender de tilbage og arbejder i første omgang i hemmelighed på deres planer for næste forsøg på at komme til magten.

 

Tekst og design på denne side tilhører Thyme © 2004-2013

Personer, navne og univers tilhører J.K. Rowling © 1997-2013

 

Link mig: