SPEJLET - MAGISKE MIG - INTERVIEW

 

I forbindelse med et tema-nummer af Profettidende, som beskæftigede sig med forholdet mellem troldmænd og Mugglere, havde jeg den ære at blive interviewet til avisen af den berømte journalist Rita Skeeter. Jeg fik som tak fremsendt en et eksemplar af avisen, og har her skrevet interviewet ind:

 

TROLDMANDSSTUDIER FOR MUGGLERE

Den unge Mugglerpige A*** Thyme slår, ved sine mangeårige studier af troldmandsverdenen, bro over kløften mellem den magiske og den ikke-magiske verden, skriver Rita Rivejern, Profettidendes udsendte reporter. Hungrende efter at lære mere om troldmandsverdenen har den nu 18-årige Anne Thyme de seneste seks år på egen hånd opsøgt og systematiseret oplysninger vedrørende alt fra Blævreormes foretrukne føde, til optegnelser omkring Harry Potters kampe med Den Unævnelige.

"Jeg er utroligt fascineret af magien og det parallelle samfund som i så mange år har eksisteret i ubemærkethed ved siden af Mugglernes samfund. Jeg ville ønske jeg kunne leve som heks. I mange år gik jeg da også og håbede på at der snart ville dukke et brev op fra Hogwarts! Nu har jeg i stedet taget tilflugt i studierne og skriverierne, som - næsten - kan få mig til at føle mig som en del af den verden jeg læser om," fortæller den kønne pige ivrigt. Rundt omkring på hendes værelse gemmer der sig i krogene en del Muggler-produceret Harry Potter-merchandise, f.eks. i form af en plakat og en lille figur af Det Gyldne Lyn. "Jo, jeg begyndte først at interessere mig for troldmandsverdenen efter at have læst J.K. Rowlings Harry Potter-bøger," indrømmer Anne Thyme, og ser en smule brødebetynget ud.

"Historien om Harry Potter er jo enormt spændende, og Rowling har formået at skrive den næsten lige så godt som Profettidendes reportere kunne have gjort det." Efter et øjebliks eftertænksomhed tilføjer hun: "Før de bøger havde jeg ikke nogen idé om at der eksisterede en konkret magisk verden. Harry Potters første forbløffelse over at der eksisterer et Ministerium for Magi rammer er indbegrebet af Muggleres forhold til magi!" Ifølge Anne Thyme har alle Mugglere dog et vist kendskab til hvad magi er. Eftersom det aldrig er lykkedes helt at hemmeligholde magiens eksistens, er den altså en del af Mugglernes forestillingsverden. "Men jeg havde aldrig drømt om, at der skulle eksistere en hel magisk parallel-verden!"

En lysestage med en fe-dekoration placeret på bogreolen, taler også sit tydelige sprog om at eksistensen af visse magiske skabninger lever i Mugglernes bevidsthed. På reolen står også Harry Potter-bøgerne sammen med omtrent halvtreds andre skønlitterære bøger af den genre, som Mugglerne kalder fantasy (som beskæftiger sig med blandt andet magi, som ifølge den officielle Muggler-tankegang hører til i fantasiens verden).

Anne Thymes vigtigste kilde til informationer er Harry Potter-bøgerne, da der er ikke er udgivet så meget andet materiale for Mugglere, som præcist og detaljeret beskriver livet i troldmandsverdenen. Hun gnaver sig gennem bøgerne gang på gang og prøver at få hver eneste lille oplysning med, for alt kan jo vise sig betydningsfuldt i sidste ende. "Det handler om at vride informationerne ud af det materiale man har til rådighed - det kender du jo også selv fra den dybdeborende research du laver, når du arbejder med endnu en afslørende artikel," siger hun kækt til Profettidendes reporter.

Nu da samtalen drejer sig ind på hendes arbejde med at studere troldmandsverdenen, bliver hun for alvor ivrig. Hendes mål er at hjælpe andre Mugglere til en bedre forståelse af troldmandsverdenen. For, som hun sagligt argumenterer, når troldmændene har Mugglerstudier, hvorfor skulle Mugglerne så ikke også have troldmandsstudier? "Mit mål er ikke at få alle Mugglere til at indse at magi er virkelig, men at rykke dem et skridt nærmere accepten af det."

Hendes middel er det, som Mugglerne kalder "en hjemmeside." Hvis man kunne slutte en bog til Susenettet, ville man nok få cirka det samme resultat. Mugglernes Susenet kaldes bare Internettet. Hvis De nogensinde skulle få lejlighed til at prøve denne særprægede opfindelse, kan Anne Thymes hjemmeside findes på adressen http://www.thyme-net.dk/drommespejlet. "Drømmespejlet forbinder fantasi og virkelighed, og det er nok også de fleste Muggleres opfattelse af Rowling som forfatter. Selvom jeg gerne vil ændre på den opfattelse, så må jeg acceptere at det er udgangspunktet for de fleste."

Ofte lader det til at selv Mugglere som har læst Harry Potter-bøgerne bliver overraskede over nogle af de oplysninger som præsenteres for dem på "Drømmespejlet," på trods af, at det er netop disse bøger, der er kilden til alle informationerne "Jeg fortæller tit folk at de oplysninger jeg har, er nogen de sagtens selv kunne skaffe sig fra bøgerne." Folk forbløffes over den mangfoldighed som findes i Rowlings beskrivelser af den magiske verden, og dette kan måske hjælpe dem til at forstå, at en enkelt Mugglerkvindes fantasi ikke kan være ophav til alt dette. "Når Mugglere læser bøgerne, fascineres de af hele universet, men de opfatter det kun som en kulisse for historien, og det er kun historien der rigtigt hænger fast ved dem." Det Anne Thyme har påtaget sig, er at systematisere alle oplysninger om den magiske verden og præsentere dem på en måde så de er til at forstå for Mugglere uden alt for megen forhåndsviden. "Trods alt har jeg den fordel, at dem, jeg skriver for, allerede har set tingene en gang, da de som regel har læst Harry Potter-bøgerne inden de kommer til mig. De er ikke helt på bar bund."

Selvom den friske Mugglerpige virker til at være ret velinformeret om det meste der foregår i troldmandsverdenen, mener hun dog ikke at hendes viden er altomfattende. "Nogen gange må jeg da stadig slå op alle mulige steder for at være sikker på at jeg har forstået en sammenhæng helt rigtigt." Og hun må sammen med millioner af andre Mugglere stå i kø når det handler om at få fingrene i den nyeste Harry Potter-bog, og derigennem ny viden om trolmandsverdenen.

Hun indrømmer at det hele ville være meget lettere hvis man kendte én, man bare kunne spørge om alle de ting, som ikke er med i bøgerne. Desværre kender hun ingen hekse eller troldmænd - i hvert fald ikke det hun ved af. "Men man kan jo aldrig vide, og det er en meget rar tanke," proklamerer hun lystigt.

I Mugglernes verden er det langtra alle der deler denne fascination af den magiske verden, og ikke engang i Anne Thymes egen familie er det alle der forstår hendes interesse. "Det er altså lidt nørdet alt det der med den der hjemmeside," udtaler hendes langhårede lillebror, Lars på 17, som kun lige slipper sin tegneserie med øjnene et øjeblik.

Det går hende dog ikke synderligt på. "Hvis jeg selv kunne vælge hvor jeg ville leve, så ville det nok ikke være i Mugglerverdenen!" Hendes drømmejob, griner hun, ville jo nok være at undervise i Mugglerstudier på Hogwarts' skole for heksekunst og troldmandsskab, selvom et job i Ministeriets Mugglerværdige Undskyldningskomite også står meget højt på listen blandt ønskejobs i den magiske verden.

 

Tekst og design på denne side tilhører Thyme © 2004-2013

Personer, navne og univers tilhører J.K. Rowling © 1997-2013

 

Link mig: